Dengang vi til nytår lod champagnepropperne springe i anledning af, at vi gik ind i et nyt årti, var der nok kun ganske få, om nogen, der havde fantasi til at forestille sig, at så meget ville være forandret bare et halvt år senere på grund af en verdensomspændende pandemi.
Og nu sidder vi her i en situation, hvor næsten alle aspekter af vores liv er blevet påvirket af corona i større eller mindre grad – og det gælder i høj grad også måden, vi arbejder på.
Men hvordan har lønmodtagere over hele verden taget imod de markante forandringer? Og hvordan har de reageret på arbejdsgivernes håndtering af Covid-19-krisen?
Vi har i vores Workmonitor, som er en tilbagevendende undersøgelse af det globale arbejdsmarked, denne gang stillet skarpt på netop de emner og spurgt ind til, hvordan medarbejdere i hele verden har reageret på og reflekteret over corona-tiden.
Her er en kort præsentation af de vigtigste resultater fra vores nyeste Workmonitor-undersøgelse:
Tilfredshed med arbejdsgivers håndtering
Tre ud af fire lønmodtagere over hele verden mener, at deres arbejdsgiver har taget hensyn til medarbejdernes sikkerhed og sundhedstilstand under pandemien. De medarbejdere, der er mest tilfredse med deres arbejdsgivers håndtering af den udfordring, findes i Indien, mens medarbejderne i Japan er mindst tilfredse.
Løbende orienteret gennem onlinemøder
Brugen af digitale platforme som Zoom, Teams eller Hangouts er eksploderet i løbet af corona-perioden, hvilket Randstads Workmonitor også afspejler. 66 procent af lønmodtagerne i hele verden er løbende blevet opdateret ved hjælp af virtuelle møder under Covid-19-krisen.
Arbejdsgiverne har investeret i digitalt udstyr
Mere end to tredjedele af lønmodtagerne fortæller desuden, at deres arbejdsgiver i forbindelse med krisen har investeret i teknologisk udstyr - som for eksempel hjemmeopkoblinger - for at sikre, at medarbejderne har kunnet håndtere den nye arbejdssituation. Mest har arbejdsgiverne investeret i Indien med 90 procent, og mindst er der blevet investeret blandt de japanske arbejdsgivere.
Man skal dog være opmærksom på, at der er stor forskel på, hvor meget virksomhederne i forskellige lande har anvendt digitalt udstyr inden krisen, hvilket naturligvis spiller ind her.
Lønmodtagerne føler sig godt rustet til at arbejde digitalt
Næsten fire ud af fem lønmodtagere over hele verden mener, at de har det rette udstyr til at kunne arbejde digitalt under Covid-19-krisen. Også her er Indien topscorer med 90 procent - mens kun under halvdelen af japanerne (46 procent) mener, at arbejdsgiverne har klædt dem teknologisk godt nok på til at kunne håndtere sådan en situation.
Arbejdsgiverne har været dygtige til at oplære medarbejderne
Fire ud af fem lønmodtagere mener, at deres arbejdsgiver har været god til at give dem de nødvendige kompetencer til at kunne arbejde på en ny og anderledes måde.
Covid-19 har haft en negativ indflydelse på lønmodtagernes jobsituation
Mens vi er blevet meget bedre til at arbejde digitalt, har corona-tiden også sat sine spor i forhold til folks arbejdssituation, og to tredjedele af lønmodtagerne mener, at perioden har haft negative konsekvenser for dem på det punkt. Det gælder allermest i Kina, hvor 73 procent af lønmodtagerne har det sådan, mens hollænderne i mindst grad synes, at corona-krisen har påvirket deres jobsituation negativt.
Job i fare
Når det handler om den enkelte lønmodtagers kommende jobsituation er der heller ikke høj stemning, for over to tredjedele af lønmodtagerne frygter decideret for deres job. Frygten er størst blandt portugisere (80 procent), mens den er mindst blandt de hollandske arbejdstagere (42 procent).
Tror på hjælp fra regeringen
De fleste landes regeringer har i forbindelse med krisen reageret ved at skabe forskellige hjælpepakker til forskellige befolkningsgrupper.
Og lønmodtagerne føler da også, at der er blevet trukket et sikkerhedsnet ud under dem, viser Randstads Workmonitor. I alt tror 67 procent af lønmodtagerne på, at de vil blive hjulpet af deres lands regering, hvis de skulle miste deres job som følge af Covid-19-krisen.
Her er det australierne, der ligger i top med mest tiltro til systemet, mens japanerne igen ligger i bunden.
download vores workmonitor her
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er en ekstraudgave af Randstads Workmonitor, og gennemført i 15 lande i perioden 7 maj – 22 maj 2020. Minimum 400 interviews er blevet gennemført i hvert af de 15 lande, blandt lønmodtagere, med minimum 24 timers arbejdsuge.