Danske lønmodtagere forventer, at den økonomiske situation bliver forbedret i 2020, men deres forventninger til egen bonus og lønstigning er moderat.
Året er ved at være gået, og det er typisk opgørelsens time i forhold til, om man får bonus eller/og måske kan se frem til en lønforhøjelse i det kommende år.
Ifølge Randstads seneste workmonitor sprudler det dog ikke af optimisme blandt de danske lønmodtagere, hvis man ser på forventningerne til et kommende fremtidigt lønhop, eller en bonus.
Fire ud af ti forventer at få mere i lønposen næste år
39 procent af de danske lønmodtagere har en forventning om, at de stiger i løn til næste år. Det er væsentligt under gennemsnittet, hvor 61 procent forventer en lønstigning.
»Det er naturligvis iøjnefaldende, at vi ligger så lavt i forhold til mange andre lande, men jeg tror, at der er flere faktorer, der spiller ind i forhold til forventningerne til en lønstigning. En stor del af det danske arbejdsmarked er i dag reguleret og bundet op på diverse overenskomster, ligesom manges løn er prisreguleret og dermed måske så lille, at folk ikke anser det for en lønstigning,« siger Nima Astanehdost, administrerende direktør i Randstad, og kommer samtidigt med en yderligere begrundelse for tallene:
»En anden og måske endnu mere væsentlig faktor er dog, at vi i Danmark er forholdsvis højtlønnede i forhold til mange andre lande – med dertilhørende højere skattetryk. Det betyder, at din nettogevinst af en eventuel lønstigning måske er begrænset. Derfor tror jeg, at mange i dag vælger at spille fleksibilitet på bordet i stedet for en lønstigning, og dermed er det ikke nødvendigvis et udtrykt for pessimisme, når danskerne ikke forventer en lønstigning, men mere et spørgsmål om, at der er andre goder, der har større værdi,« siger han
Væsentlig færre forventer en bonus i forbindelse med årsafslutningen
Også i forbindelse med bonusudbetalingen er forventningerne moderate sammenlignet med andre lande. Kun tre ud af ti danskere (28 procent) forventer, at de får bonus med udgangen af indeværende år, og det er væsentlig lavere sammenlignet med andre lande, hvor noget over halvdelen (56 procent) forventer at få udbetalt bonus.
»Selvom antallet af bonusordninger er stigende på det danske arbejdsmarked, så er det stadig ikke så udbredt, som det er i mange andre lande, hvor lønnen er langt mere resultatorienteret. Der er naturligvis delte meninger herom, men det er min klare opfattelse, at lønnen i fremtiden – også i Danmark – i højere grad vil være præstationsbetinget. Bonusordningerne vil dog ofte være mere bundet op på et team – herunder ikke mindst evnen til at samarbejde – og knap så meget på den enkeltes præstation,« siger Nima Astanehdost.
Kun i Japan har lønmodtagerne en lavere forventning om bonus og lønstigning end i Danmark.
Den økonomiske situation
To tredjedele (62 procent) mener, at den økonomiske situation bliver forbedret i 2020, hvilket er noget over gennemsnittet (57 procent).
»Det er naturligvis glædeligt at mange danskere har et positivt syn på, at den økonomiske situation vil blive forbedret i det kommende år. Særligt set i lyset af 2019 faktisk var et godt år for dansk økonomi. Årsagen til at mange er optimister er givet, at vi har en lav ledighed og en sund økonomi. Den eneste trussel, der lige nu er at få øje på er, om virksomhederne i det kommende år vil være i stand til at tiltrække de dygtige medarbejdere, som det kræver for at holde hjulene i gang,« siger Nima Astanehdost. Og han tilføjer samtidig, at det er positivt at undersøgelsen ydermere viser at hele 68 procent af danskerne er af den overbevisning at 2020 bliver et bedre år for den virksomhed de arbejder i sammenlignet med 2019.