Danmark ligger helt i toppen af listen over, hvor gode lande er til at udvikle, fastholde og tiltrække talenter. Det viser en ny rapport fra IMD Wold Talent Ranking.
Men ikke bare Danmark klarer sig godt, når det handler om at tiltrække og fastholde talentfulde medarbejdere – faktisk ser det generelt godt ud for hele Europa. 11 ud af de 15 bedst placerede lande ligger faktisk i Europa (Danmark ligger nummer to på listen - kun overgået af Schweitz)
Undersøgelsen bygger på en dybdegående analyse blandt ledende medarbejdere i 63 lande inden for tre områder.
- Investering i og udvikling af talenter
- Landets evne til at tiltrække talenter fra udlandet
- Tilgængelighed til færdigheder og kompetencer fra talenterne
Ud fra de tre kategorier belyser rapporten, hvordan landene klarer sig på en bred vifte af områder, herunder: Uddannelse, lærlingeuddannelse, træning på arbejdspladsen, sprogfærdigheder, leveomkostninger, livskvalitet og skattesatser.
"Danmark - og ikke mindst de danske virksomheder - vil i fremtiden få et større og større behov for at tiltrække og fastholde dygtige og talentfulde medarbejdere, og i det lys er det jo utroligt positivt, at vi ligger, hvor vi gør, for det vil helt sikkert styrke os på den lange bane", siger Nima Astanehdost, der er administrerende direktør i Randstad.
"Hvis man ser på de tre kategorier, ligger Danmark nummer et, når det gælder investering og udvikling af talenter, og det, tror jeg, hænger nøje sammen med de flaskehalse, der begynder at dukke op rundt omkring på arbejdsmarkedet. Vi har i flere år og på flere områder mærket en massiv efterspørgsel efter dygtige medarbejdere, hvilket selvfølgelig påvirker lysten og viljen til at investere og ikke mindst udvikle talenter til arbejdsmarkedet", tilføjer han.
Uddannelse adskiller sig markant
Det er de europæiske landes fremragende uddannelsessystemer, der adskiller dem fra resten af verden. De europæiske lande har generelt et højt investeringsniveau i uddannelse ledsaget af et stærkt udviklet uddannelsessystem inden for alle erhverv, skriver IMD World Talent Ranking i en pressemeddelelse.
"I Danmark og i Norden har vi et fantastisk uddannelsessystem, som også udenlandske studerende har fået øjnene op for. Og det skal vi værne om og hele tiden forsøge at forbedre. Vi skal sikre os, at de studerende, der tager en uddannelse i Danmark, også får lyst til at blive i landet efter endt uddannelse, og at de ikke ender i en form for dimittend-ledighed. På samme måde skal vi blive endnu bedre til at tilbyde studerende praktikpladser. For det gør en kolossal forskel, om en nyuddannet kandidat har relevant erhvervserfaring med til den første jobsamtale eller ej. Jo mere relevant erhvervserfaring kandidaten har, desto hurtigere vil vedkommende kunne blive onboardet på arbejdsmarkedet", fastslår Nima Astanehdost.