Over det seneste år er hjemmearbejdspladsen blevet et velkendt fænomen for langt de fleste virksomheder og mange medarbejdere har mere eller mindre ufrivilligt måtte indrette privaten med et hjemmekontor.
Rigtig mange er ved at være godt trætte af hjemmearbejdspladsen, og de fleste ser frem til et åbent samfund med en normal hverdag, men fordelene ved hjemmekontoret er også blevet tydelige, og der er ingen tvivl om, at mange fremover vil have et ønske om at have mulighed for at arbejde hjemmefra i langt større udstrækning end før Covid19.
Fleksibiliteten, roen og den sparede transporttid er blot nogle af de fordele, som ofte bliver nævnt i positive vendinger, når talen falder på hjemmekontoret. På den anden side står den manglende face-to-face kontakt med kollegerne, den tabte vidensdeling i det uformelle rum på kontoret og de lange arbejdsdage, hvor privatliv og arbejdsliv smelter sammen.
Hvor stiller det os så i forhold til den tid, vi går i møde, hvor flere og flere vil få mulighed for at komme tilbage på arbejdspladsen? Hvad vil vi helst – Hjemmearbejde eller fysisk fremmøde? Det spørgsmål har vi stillet vores følgere på LinkedIn, og ikke overraskende er der et stort flertal (78%), som ønsker en kombination af de to. Altså muligheden for både at møde fysisk ind på arbejdspladsen og arbejde hjemmefra.
Kun 8% ønsker til gengæld en fast hjemmearbejdsplads, mens 14% foretrækker at møde ind på arbejdspladsen hver dag.
Der er ingen tvivl om, at muligheden for hjemmearbejde fremover vil have betydning både for fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. Det er et vilkår, som mange vil tage for givet, og det vil være et krav fra flere.
Fleksibiliteten i forhold til arbejdets tilrettelæggelse kan øge effektiviteten, motivationen og arbejdsglæden. Samtidig er det afgørende, at den nye virkelighed gennemtænkes, så kultur og sammenhold får de bedst mulige betingelser.
Mange arbejdspladser har over det seneste år navigeret i en hverdag, hvor nogle medarbejdere er mødt fysisk op, mens andre har arbejdet hjemmefra. Mange har haft turnusordninger, hvor medarbejderne er mødt ind på skift, og tanken om at have både medarbejdere fysisk tilstede og på distancen er derfor ikke helt fjern, men det kræver ikke desto mindre en målrettet indsats at fastholde det faglige og sociale fællesskab på arbejdspladsen, hvis medarbejderne møder skiftevis ind og ud på arbejdspladsen.
Der er brug for klare aftaler og forventningsafstemninger for f.eks. afholdelse af møder, når nogle er samlet fysisk mens andre er koblet på online, og det kræver viden og dygtighed at lede medarbejdergruppen på distancen. Og dette bliver ikke mindre afgørende, hvis den midlertidige hjemmearbejdsplads bliver udskiftet med en permanent ”ønskeordning”. Den nye virkelighed stiller krav til såvel virksomhed, ledere og medarbejdere, for hjemmearbejdspladsen er uden tvivl kommet for at blive.