2017 er slut og vi har taget hul på et nyt år. Vi har derfor rettet vores” tre skarpe” mod arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, Steen Nielsen, som her ser tilbage på året, som er gået og samtidig giver sit bud på, hvad vi kan forvente os af det nye år.
Har 2017 levet op til dine forventninger hvad angår økonomi og beskæftigelse?
Ja, helt bestemt. Der har været fuld damp på arbejdsmarkedet gennem hele året. Der er blevet skabt mere end 30.000 nye job i 2017, og vi har nu den højeste beskæftigelse siden finanskrisen.
Der er kun ganske få ledige tilbage, og de er typisk ikke ledige ret længe. Derfor har det kun været muligt at skabe de mange nye job ved, at der er kommet flere udenlandske medarbejdere til Danmark, og at flere ældre medarbejdere bliver i jobbet længere, inden de går på pension.
Den økonomiske vækst er også ganske pæn. Den ligger på 2 pct., og det er den højeste vækst i ti år.
Hvordan forventer du arbejdsmarkedet vil udvikle sig i 2018?
Jeg tror, at der også vil blive skabt mange nye job i 2018. Dermed er der udsigt til, at vi i løbet af 2018 sætter rekord med det største antal arbejdspladser nogensinde. Det har været en næsten 10 år lang kamp at komme fri af krisen og få genskabt de mange arbejdspladser, som vi mistede i forbindelse med finanskrisen.
Hvad er de største arbejdsmarkedsudfordringer, som vi vil se i 2018?
Den største udfordring er, at mange virksomheder har svært ved at skaffe kvalificerede medarbejdere, og det kan sagtens blive endnu mere udbredt i 2018. Det er især faglærte medarbejdere med tekniske kompetencer, fx elektrikere, smede og industriteknikere, der er mangel på. Og derudover er det blandt andet it-folk og ingeniører.
Der er ingen tvivl om, at vi får brug for flere udenlandske medarbejdere i 2018. Og der er stigende konkurrence om de dygtige udlændinge. Derfor skal vi blive endnu bedre til at tiltrække og fastholde de udenlandske medarbejdere i Danmark.
Og så skal vi sørge for, at det er attraktivt for de ældre medarbejdere at blive lidt længere, for dem får vi nemlig også brug for. Det handler om at tilbyde spændende opgaver og faglige fællesskaber med dygtige ledere.
Og vi skal sætte turbo på uddannelsen af unge, især dem med tekniske kompetencer, som der er stor mangel på.
Endelig skal vi bruge de gode tider på arbejdsmarkedet til at skabe job for flere af dem, der i dag står udenfor. Her tænker jeg for eksempel på folk, der har fået kontanthjælp i mange år, og indvandrere og efterkommere, der ikke har job. Vi har nu en gylden chance for at få flere af dem i job, så de kan bruge deres evner og komme til at forsørge sig selv.