ikea
ikea

ikea: hjem er hvor hjertet er

Mange mennesker vil ikke arbejde i detailhandlen, fordi branchen (fortjent eller ufortjent) har ry for dårlige lønninger og arbejdstider. Alligevel er Ikea et af de mest populære steder at arbejde. Lars-Erik Fridolfsson, som er talent manager hos Ikea Sweden Retail, mener at den største styrke for virksomhedens employer brand er passionen for boligindretning, og hvordan god boligindretning kan "skabe et bedre liv for mange". Men Ikea vokser hastigt, og hvordan har virksomheden tænkt sig at bevare de idealer, som er så essentielle i tiltrækningen af medarbejdere?

Ikea blev grundlagt i 1943 af den dengang 17-årige Ingvar Kamprad, hvis initialer udgør I'et og K'et i virksomhedens navn - E'et stammer fra Emtaryd, som er den gård, han voksede op på, og A'et henviser til Agunnaryd, som er byen, hvor Kamprad voksede op. I løbet af de følgende 70 år har Ikea kombineret form, funktionalitet, kvalitet, bæredygtighed og værdi - i det virksomheden kalder "demokratisk design" - på en måde, der har hjulpet selskabet helt i top i verdenseliten som klodens største møbelkæde med mere end 300 varehuse og over 150.000 ansatte i 27 lande verden over.

"Vi vil ikke bare være en virksomhed, der sælger ting og sager, og hvor vores succes bliver defineret ud fra økonomi alene," siger Lars-Erik Fridolfsson. "Ved at hjælpe vores kunder med at skabe gode hjem, så kan vi også forbedre deres dagligdag."

De demokratiske designprincipper, som findes i hjertet af Ikeas mission, er samtidig også de værdier, som definerer virksomhedens employer brand. "Værdier og holdninger er vigtigere end ens CV," siger Fridolfsson. "En af fordelene, vi har, når vi søger profiler, som deler vores idealer, er, at de fleste mennesker kan nikke genkendende til vigtigheden af et godt hjem. Som en del af vores udvælgelsesproces beder vi kandidaterne om at medbringe et billede af deres stue og om at fortælle os, hvad de bedst kan lide i rummet, og hvad der inspirerer dem. Ud fra disse samtaler kan vi nemt identificere de mennesker, der har en virkelig passion for boligindretning og godt design, og hvordan det kan gøre en forskel for vores kunders liv - det er den slags kolleger, vi ønsker, og dem som kan vokse sammen med os."

kvinde arbejder på lager
kvinde arbejder på lager

return on investment

Når en medarbejder er om bord, så forstår Ikea desuden vigtigheden af at investere i vedkommende. Ikea forsøger konstant at forbedre arbejdsforholdene generelt. Ikeas fokus på medarbejdervelfærd blev for eksempel tydeligt, dengang virksomheden som den første retailer i Storbritannien indvilligede i at udbetale en såkaldt "living wage", som er en løn højere end den normale mindsteløn - udmålt i forhold til landets faktiske leveomkostninger. I Sverige har virksomheden valgt ikke at bruge tilkalde-kontrakter, eftersom man ønsker at sikre sine medarbejdere et minimum antal arbejdstimer.

Ikea arbejder desuden med at sikre, at alle medarbejdere kan udnytte deres fulde potentiale. "Alle har noget, som de er særligt gode til. Vi vil gerne have medarbejdere og chefer til at fokusere på, hvor alles særlige evner ligger. Lederen kan på den måde tilbyde den rigtige træning og sikre, at medarbejderne får de bedste muligheder for at udvikle disse talenter inden for deres arbejde - jo mere de gør det, desto mere støtter vi det," fortæller Lars-Erik Fridolfsson. "Vi tilskynder desuden vores medarbejdere til at fortælle historien om deres karriere under vores årlige talent-uge og via vores hjemmeside, så det kan hjælpe til at inspirere andre."

Det har vist sig at være en vindende opskrift. I 2015 blev Ikea under de årlige Randstad Awards udnævnt til at være den virksomhed i Sverige, som flest mennesker gerne ville arbejde for - med en bedre score end både Sveriges TV og Volvo, som kom på henholdsvis en anden- og en tredjeplads. Tilfredsheden blandt Ikeas medarbejdere hjælper med fastholdelse, og det ligger blandt andet til grund for virksomhedens stærke vækst. Og jo mere virksomheden vokser, desto mere sælger den, og jo mere den sælger, desto bedre kan den holde priserne ned eller endda sænke dem.

tillid til Ikea-metoden

Og efterhånden som væksten fortsætter, vil Ikeas talent-strategi og employer brand blive vigtigere end nogensinde før.

"Når jeg bliver spurgt til, hvorfor Ikea fokuserer så meget på employer brand, så er svaret simpelt - vi kommer til at skulle hyre yderligere 75.000 mennesker over de næste fire år for at understøtte vores ekspansionsplaner. Og det er ikke bare antallet, der er vigtigt - vi har også brug for folk, som vi hurtigt kan forfremme i organisationen. Vi ønsker medarbejdere, der deler vores holdninger, og som forstår vores måde at gøre tingene på," siger Fridolfsson. "Vores uformelle tilgang til tingene kan virke fremmed i visse lande, som er mere hierarkisk opbyggede end Sverige. Og selv om vi respekterer, at der er forskellige måder at gøre tingene på, så vil vi gerne bevare "vores måde" så meget som muligt.

Så hvis nogen under et leder-interview spørger, om de får eget kontor, så må vi pænt sige "nej - du kommer til at sidde sammen med dine kolleger." VI forventer desuden, at alle ledere også bruger tid på gulvet for at få en bedre idé om, hvad kunderne gerne vil have, hvilke udfordringer kollegerne står over for og - i sidste ende hvor pengene, der betaler deres løn, kommer fra. Mange finder vores tilgang forfriskende, selv om de er vant til noget andet - medarbejderne har mere at sige, og ledelsen får del i fællesskabet."

Detailhandlen nye ansigt

"På et internationalt plan skal vi desuden arbejde på at holde trit med udviklingen inden for teknologi og kundeforventninger," siger Fridolfsson. "Efterhånden som en større del af salget af vores basisvarer forsvinder over på de digitale kanaler, vil vores varehuse i højere grad blive forvandlet til videnscentre. Kunderne vil komme ind i varehusene med en idé om, hvilken form for "look and feel" de ønsker i deres hjem, hvorefter vores medarbejdere vil kunne rådgive dem om, hvordan de gør tanke til virkelighed. Hvad er mulighederne? Hvordan fungerer det i forhold til budgettet og kvadratmeterne i hjemmet? Denne form for aktivt salg er en særlig kompetence, som kræver erfaring, engagement og et virkelig godt produktkendskab. Det er derfor, investeringen i vores medarbejdere er så vigtig, og det giver samtidig vores medarbejdere et mere interessant og givende arbejdsliv.

At turde være anderledes

Men hvad kan andre virksomheder så lære af Ikea? Selv relativt simpelt arbejde kræver mening. Ikea trives som virksomhed, fordi medarbejderne ved, at de kan udvikle sig selv som mennesker og gøre en forskel for kunderne. Ikea er desuden klar til at stå på mål for virksomhedens værdier og fremgangsmåde, selv hvis det går imod strømmen. Disse særlige kvaliteter har altid været vigtige i virksomhedens evne til at tiltrække de rigtige folk. Og de vil kun blive vigtigere, efterhånden som digitaliseringen går ind og ændrer de forventninger, vi har til ansatte i detailbranchen. De ansatte vil i fremtiden komme til at bruge mindre tid på at fylde op og tage imod betalinger, men til gengæld bliver deres produktkendskab og evne til at repræsentere virksomheden så meget desto vigtigere. Dette kræver folk, der er motiverede, lærenemme og klar til at committe til en virksomhed på lang sigt. Ved at investere i medarbejderne og give dem en inspirerende mission, kommer Ikea til at få et kritisk forspring i forhold til at tiltrække værdifulde medarbejdere.

Employer branding hos Ikea

Internationalt set kommer detailhandlen ind på plads nummer 14 ud af 15 sektorer, som folk gerne vil arbejde inden for. Men i Sverige ligger detailbranchen på en fjerdeplads, hvilket afspejler den respekt, der står om nogle af de kendte virksomheder i landet som fx Ikea, H&M og ICA.

I Randstads såkaldte Award Survey i Sverige i 2015 og 2016 kom Ikea ind på en førsteplads som den mest attraktive og beundrede virksomhed på tværs af alle sektorer i landet. Selskabet scorede nummer et på både lederskab, miljø- og sociale hensyn, investering i medarbejderes uddannelse, jobsikkerhed, økonomisk styrke, behageligt arbejdsmiljø og en god work-life balance.

hold dig opdateret om de seneste nyheder, trends og tendenser om rekruttering og arbejdsmarkedet.

tilmeld