Af Nima Astanehdost, administrerende direktør i Randstad
Der var en gang, hvor vi i Randstad hver morgen hentede flere postsække på posthuset fyldt med cv’er og timesedler, som vi efterfølgende bearbejdede og arkiverede i store arkivskabe af metal til brug for senere lejlighed - eksempelvis når en virksomhed faxede eller ringede på fastnet telefonen med henblik på en forespørgsel efter en vikar, der kunne varetage en manuel ufaglært opgave. Tre personer var beskæftiget i postafdelingen, og en deltidsmedarbejder arbejdede med virksomhedens EDB.
I dag ser verdenen ganske anderledes ud.
Randstad fylder tyve år i 2017, og de seneste tyve år har i den grad stået i forandringernes tegn. Men vikar- og rekrutteringsbranchen er ikke den eneste branche, der oplever, at processer og arbejdsgange er blevet ændret – og hvor ordet ’disrupted’ efterhånden er blevet en kliché i virksomhedernes bestyrelseslokaler.
Teknologisk tidsalder
Vi står med fødderne solidt plantet i den teknologiske tidsalder, og netop det stiller krav til virksomheder, og ikke mindst den måde hvorpå man rekrutterer, behandler og uddanner medarbejdere på.
Teknologien har skabt en ny og bedre verden, som giver muligheder og udfordringer på stort set alle arbejdspladser og i alle arbejdsfunktioner.
Måden vi rekrutterer medarbejdere på har ændret sig markant – ikke bare som følge af den forsvindende lille ledighed, herunder overgangen til arbejdstagers marked, men også som følge af de sociale mediers fremmarch og teknologisk tilgængelige værktøjer, som i dag spiller en mere og mere afgørende rolle.
De nye generationer som virksomhederne skal tiltrække stiller - på godt og ondt - helt anderledes krav i forhold til de generationer, som virksomheden rekrutterede tyve år tilbage. De er langt fra så autoritetstro, og til trods for at blive udråbt som curlinggenerationen måske i virkeligheden langt mere selvstændige individer sammenholdt med de tidligere generationer.
I en nylig udgivet rapport fra rådgivningsvirksomheden Gartner er konklusionen, at frem mod 2020 vil 1,8 millioner jobs forsvinde som følge af udbredelsen af kunstig intelligens - foruroligende måske - men ikke hvis vi sammenholder det med, at der, ifølge Gartner, vil blive skabt 2,3 millioner jobs som følge af den stigende brug af kunstig intelligens.
Uddannelse
Ingen skal være i tvivl om, at det ikke er noget der sker af sig selv. Det kræver uddannelse og ikke mindst omstillingsparathed, men den findes heldigvis hos flertallet af os.
I Randstads seneste workmonitor, hvor vi tager temperaturen blandt lønmodtagere i 33 lande, var resultatet entydigt. Lønmodtagere mener, at de har behov for uddannelse, og de er villige til et gå langt for at opnå dette. 91 procent af de danske lønmodtagere mener, at de har behov for løbende uddannelse, hvis de skal varetage deres arbejdsopgaver i fremtiden. Og 90 procent er af den opfattelse, at det er deres eget ansvar, at de får de fornødne kompetencer og færdigheder for at kunne varetage fremtidige opgaver.
Human Forward
Der er ingen tvivl om, at de aktører, der formår at få de bedste ud af teknologien og mennesket nu og i fremtiden, vil være dem, der er mest konkurrencedygtige. Med andre ord - vi skal få det bedste ud af teknologiens fortræffeligheder, og det skal være med afsæt i mennesket og dets kompetencer.
Hos Randstad har vi netop introduceret ’Human Forward”, som dækker over, at vi med menneskets intelligens og udvikling af teknologien skaber de bedste resultater, og vi håber og tror på, at det vil afspejle sig i forholdet til vores nuværende og kommende samarbejdspartnere.
Vi glæder os til en fremtid med masse af muligheder.