Det har aldrig været let at finde de bedste kandidater, men i takt med den demografiske, teknologiske og uddannelsesmæssige udvikling er manglen på kvalificerede medarbejdere blevet et stadigt større problem. En undersøgelse fra Randstad viser, at arbejdsgiverne er særligt interesserede i kandidater, der kan tilbyde kombinationen af praktisk erfaring og enestående personlige kompetencer.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er samtidig ved at vise sig i flere brancher, og det har en negativ effekt på virksomhedernes resultater. Problemet bliver ikke mindre af, at det netop er i de brancher, hvor behovet for kvalificerede medarbejder er størst, at udbuddet er mindst – og der er ikke udsigt til, at problemet bliver mindre i nær fremtid. Læg dertil, at medarbejderne nu om stunder ikke er voldsomt loyale over for deres arbejdsgivere. Dermed er behovet for at finde nye måder at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere helt åbenlyst.

Fordelene ved en god virksomhedskultur

”Virksomhedskulturen er virksomhedens personlighed og definerer, hvordan det – set med medarbejdernes øjne – er at arbejde for virksomheden,” siger rekrutteringsekspert Allison Doyle. En god virksomhedskultur gør det lettere at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere og bidrager til virksomhedens økonomiske resultater. En undersøgelse foretaget af A Great Place to Work® viser, at de virksomheder, der har den bedste virksomhedskultur, typisk oplever en 65 procent lavere personaleomsætning end deres konkurrenter og dermed sparer penge på rekruttering og oplæring. Disse virksomheder leverer desuden langt bedre resultater. Faktisk skaber de overskud, der er dobbelte så høje som markedsgennemsnittet. En anden fordel er, at medarbejderne accepterer en lavere løn, hvis de arbejder for en virksomhed, der har en kultur, som de sætter pris på.

Kulturtrenden på jobportalerne

Der er også en klar trend på jobportalerne. På hjemmesider som TheMuse, HireQ, KareerMe og BetterWeekdays bliver der først og fremmest lagt vægt på virksomhedskulturen, mens selve jobopslagene kommer i anden række. De viser billeder og videoer, der viser, hvordan det er at arbejde for en bestemt virksomhed, hvad der gør den unik osv. De er også i stigende grad begyndt at matche de ledige stillinger med kandidaternes livsstil: Er du en natteravn eller et morgenmenneske? Arbejder du bedst alene eller som del af et team? Kan du lide at rejse? Vi har et job, der passer til dig og din livsstil. Målet er naturligvis at få arbejdstagerne til at læse jobopslagene, men håbet er, at jobbet bliver mere interessant, hvis man begynder med virksomhedskulturen.

Hvad er en god virksomhedskultur?

Hvordan kan en virksomhed sikre sig, at den er et godt sted at arbejde? Det er i denne sammenhæng vigtigt at gøre opmærksom på værdien af det psykologiske fænomen ’social afsmitning’. Mennesker er tilbøjelige til at følge andre i både positive og negative sammenhænge. Tænk blot på aktiemarkedets kollaps på Wall Street i 1929 eller på politiske optøjer, hvor normalt lovlydige borgere pludselig går amok og skaber kaos. Nogle gange kan mennesker ikke styre deres egen adfærd – det er mere deres adfærd, der styrer dem. Mennesker har en tendens til at gøre det, der forventes af dem. Sig til dem, at de er exceptionelt dygtige, og de vil vokse med opgaven og være langt mere effektive, end de ellers ville være.

Med det in mente – og efter at have analyseret de mest populære arbejdsgivere – er jeg nået frem til fem ingredienser, der skaber en god virksomhedskultur: vækst, glæde, overskud, væsentlighed og mening.

Vækst

Virksomheder med gode kulturer giver deres medarbejdere mulighed for at tilegne sig nye kompetencer. Et eksempel er Google. Søgemaskine-giganten mener ikke, at universitetsuddannede personer altid er de bedste kandidater. Google er mere på udkig efter kandidater, der er i stand til at tænke logisk og hurtigt. Google skal nok selv uddanne dem. Hos Randstad har vi en lignende tilgang med vores Randstad University, hvor medarbejdere kan gennemføre onlinekurser og udvikle deres kompetencer.

Glæde

Det er sjovere at arbejde sammen med venner. Ifølge Gallup er mennesker, der har venner på jobbet, mere produktive. Faktisk er dem, der har gode venner på deres arbejdsplads, syv gange så engagerede i deres arbejde, og nære venskaber forøger medarbejdertilfredsheden med næsten 50 procent. Det er vigtigt med teambuilding-arrangementer – især hvis dine medarbejdere ofte ikke arbejder samme sted. Staff.com arrangerer computerspilsdage flere gange om året, så alle og enhver kan mødes online og spille mod hinanden. Sagacious Consultants arrangerer en udlandsrejse for medarbejderne med alt betalt.

Overskud

Overskud er ikke nødvendigvis det samme som at tilbyde en høj løn, men det handler om at tilbyde medarbejderne muligheden for et luksuriøst liv – også selv om det kun er en illusion. AOL tilbyder lækre kontorer, som medarbejderne har svært ved at give afkald på. Netflix tilbyder et ubegrænset antal feriedage, hvilket medarbejderne ikke udnytter, fordi de gerne vil levere en god indsats og bevare deres job. Gennemsnittet er tre ugers ferie. Mindvalley ønsker at skabe en iværksætterånd og opfordrer medarbejderne til at komme med deres ideer. Hvis virksomheden vælger at gå videre med ideen, så får medarbejderne et delvist ejerskab, ledelsesmæssige forpligtelser og andel i overskuddet.

Væsentlighed

Medarbejdere vil gerne have oplevelsen af, at det arbejde, de udfører, gør en forskel. Stengels undersøgelse af virksomheders vækst viser, at top 50 på listen over virksomheder med den højeste vækst i højere grad end deres konkurrenter er drevet af idealer. Disse virksomheder overgik virksomhederne i S&P 500-indekset med næsten 400 procent over 10 år. Undersøgelsen konkluderede, at de bedste virksomheder er ”skabt ikke kun på innovative produkter og serviceydelser, men på idealer”. Gode eksempler på virksomheder, der er skabt på stærke idealer er Home Depot (krigsveteraner), Ford (miljø), Starbucks (mangfoldighed/homoseksuelle ægteskaber), Chick-fil-A (traditionelle ægteskaber) og Delta (forskning i brystkræft).

Mening

Sidst, men ikke mindst, søger medarbejderne mening. De er tiltrukket af virksomheder, der giver dem mulighed for at arbejde mod et tilsyneladende umuligt mål. Tænk her på et citat fra bogen ’Den lille prins’ af Antoine de Saint-Exupery: "Hvis du vil bygge et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at tilvejebringe tømmer eller tilvirke redskaber. Du skal ikke uddelegere opgaver til dem eller fordele arbejdet; men du skal vække deres længsel efter det store åbne hav." Du skal med andre ord give medarbejderne et mål, som synes umuligt at opnå. Det vil skabe en vision, som de vil lade sig lede af og forfølge. Det findes der talrige eksempler på. King Academy har en vision om ”at tilbyde gratis førsteklasses undervisning til alle og enhver overalt”. Salesforce.com har en anden vision: ”The end of software”. Og Disney har den berømte vision ”at gøre alle mennesker glade”. Det kan man da kalde umuligt.

Den ultimative kulturopskrift

Når du har fået samlet alle de rigtige ingredienser, er det vigtigt at fastholde den gode virksomhedskultur. Det kræver, at lederne går forrest med et godt eksempel. Den øverste ledelse skal give virksomhedskulturen sin ’velsignelse’, mens mellemlederne skal dyrke den. Husk, at mennesker ikke forlader virksomheder – de forlader chefer. Lad kollegerne smitte hinanden med god virksomhedskultur, og forvent store præstationer. Forventningerne vil blive mødt af medarbejderne igen og igen. Hvis du gør det rigtigt og konsekvent, så vil virksomhedskulturen hjælpe dig med at rekruttere og fastholde de bedste medarbejdere.