Kender du det at høre en person holde en tale, så man føler sig blæst omkuld og tænker, at det var dog fantastisk, som vedkommende tryllebandt mig og fik mig til at forstå sit budskab? Eller kender du modsat fornemmelsen af at høre en person, der mumler, taler usammenhængende og efterlader en helt forvirret i forhold til budskabet?
Ledelse handler i høj grad om engagement, og at skabe engagement handler blandt andet om at afsende et budskab, så modtageren køber ind på det. Og det kan få store konsekvenser, hvis ikke lederen har fokus på, hvordan man holder en tale, så den efterlader engagerede medarbejdere.
»Undersøgelser viser, at mange medarbejdere vælger at forlade deres arbejdsplads grundet forholdet til deres nærmeste leder. Og skal man styrke et forhold mellem lederen og medarbejderen er det naturligt at tage afsæt i hvordan lederen skaber engagement blandt medarbejderne. Der er i min optik meget at gøre her når det gælder talen, hvis man både vil tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, samt ikke mindst højne produktiviteten,« siger Tine Ryg Cebrian, der er HR direktør i Randstad.
Joost Alexander, der er indehaver af virksomheden Caseplay, som hjælper ledere til at performe bedre, når de holder taler, er enig og understreger, at der er kæmpe forskel – særligt i performancedelen.
Rent kulturelt er der kæmpe forskel på, hvordan man præsterer i forbindelse med en tale. Eksempelvis er amerikanere væsentligt bedre til den disciplin end danskere, som er langt mere forsigtige og tilbageholdne. Selvom det måske er lidt en kliché, så tror jeg godt, at man kan sige, at vi er lidt hæmmede af janteloven på den måde.
Han påpeger dog, at med træning og øvelse så kan alle blive bedre til at holde taler.
»I vores træning orienterer vi os eksempelvis mod Barack Obamas kvaliteter som oplægsholder. I hans taler kan man godt aflæse, at han har en baggrund i en kristelig tradition hvor præsterne messer i gudstjenester, men hans teknikker er meget tydelige og nemme at lære, hvis man ønsker at have mere gennemslagskraft overfor sine tilhørere. Når man har tillært sig teknikkerne handler det om øvelse, forberedelse og træning,« tilføjer han.
gode råd til at skrive den bedste tale:
Find dit budskab i en oneliner
Dit budskab skal være simpelt, klart og tydeligt. Og det skal være noget, som modtageren virkelig kan huske.
Brainstorm på dit budskab
Det er altid en god idé at brainstorme især på budskabet, for måske kan man udtrykke sig endnu mere klart, hvis man gør det på en anden måde end ens første indskud tilskynder.
Vær positiv og hvis du nævner andre personer så sørg for at underbygge
Det er altid en smule farligt at nævne andre mennesker i sin tale. Selv hvis man kun er positiv og rosende, så er der stadig en risiko, nemlig for at der sidder andre derude og føler sig overset ved ikke at blive nævnt. Derfor er det også vigtigt, at man underbygger og forklarer grundene til, at netop denne person bliver fremhævet.
Prøv at inkludere humor, men lad det ikke være bekostning af andre
Folk lytter altid mere til en tale, hvis den er original, levende og vittig, men man skal passe på, at ens forsøg på humor ikke går ud over andre. Hellere være selvironisk end at lade joken være på bekostning af andre.
Afslut med dit budskab
Husk at afslutte med det vigtigste, nemlig budskabet. En tale må gerne komme vidt omkring, men husk at budskabet skal stå klart tilbage til sidst.
Gode råd til hvordan du performer bedst og får dine tilhørere til af forstå dit budskab
1. Du er vært for dine tilhørere
Du skal stille dig i centrum for oplægget. Det er dig, der skal favne dit publikum, du skal sørge, for at de føler sig tilpas, set og hørt for hvem de er. Du skal skabe KONTAKT til dine tilhørere. Fx ved at stille dem spørgsmål, ved at komme tættere på, og i hvert fald ved at lade dine øjne komme ud i krogene også til de øverste rækker.
2. Tal klart og tydeligt
Det er vigtigt, at du artikulerer tydeligt. Bevæg dine læber og smag på ordene. Det gør, at du taler lidt langsommere. Det er godt, for du ved godt, hvad du siger, men for dine tilhørere er det første gang, de hører det, og deres hjerner skal kunne følge med. Og undlad at sluge endelserne på ordene.
3. Dit kropssprog skal være klart og tydeligt
Stå stille når du siger noget vigtigt. Du skal ikke bevæge dig uroligt og hurtigt - med mindre der er en pointe med det. Lav klare, målrettede bevægelser. Lad gerne armene komme ud engang imellem, og kom frem fra bag dit pult, for det viser, at du tør at stå frem.
4. Dine øjne skal ville publikummet
Lad være med at læse op. Lær dit oplæg udenad og brug kun stikord fra papir i begrænset omfang. I de øjeblikke du siger noget, der er vigtigt, skal du se dit publikum i øjnene. Skal du tilbage til teksten, så gør det roligt. Se på ordene og tag øjenkontakt til publikummet lige inden, du taler igen. Statsminister Lars Løkke er et eksempel på en person, der lige netop er god til dette.
5. Hold pauser og gentag dine pointer
Obama er en sand mester i at lade et budskab sætte sig, ved at holde en pause efter en vigtig pointe. Trump bruger rigtig mange gentagelser. Og selvom det kan virke "for meget", er det helt klart en virksom måde at lade budskabet trænge ind.
Kilde: Joost Alexander, indehaver af virksomheden Caseplay