Kender du det med at stå over for en, du kender godt og vil give et kram, men netop som du med begge hænder gør klar til at omfavne, får du en hånd i maven, eftersom den anden går ud fra, at I er på håndtryk og ikke på krammer?
Eller kender du det med at skrive en mail og så pludselig blive i tvivl, om du skal skrive ’hej’ eller ’kære’ i indledningen? Du kender helt sikkert også dilemmaet i forbindelse med din afsluttende signatur, for er det kh, mvh, bh, vh eller noget helt femte, der er mest passende?
Det er tre store gråzoner, som mange slås med dagligt på deres arbejde. Men hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Vi har spurgt vores rekrutteringskonsulent Marie Deleuran og sprogforsker Frans Gregersen fra Københavns Universitet om, hvad der er mest passende. Men lad os allerede her slå fast, der er ikke findes nogen endegyldig facitliste, men kun nogle pejlemærker man kan vælge at følge.
»Det er helt klart et spørgsmål om situationsfornemmelse i forhold til, hvem det er, man står over for og kommunikerer med,« siger Marie Deleuran.
»Der er for eksempel meget forskel på, hvor du kommer fra rent geografisk, og hvad der er mest normalt i de kredse, du bevæger dig i. Færdes du eksempelvis i Vestjylland, så tror jeg, at et håndtryk er langt mere udbredt end en krammer. Er du derimod en hipster-københavner, er det at give en krammer mere naturligt end et håndtryk. Men det er samtidig også meget situationsbestemt. Når jeg mødes med kandidater på kontoret, vil jeg da helt klart råde folk til at stikke hånden frem og ikke give en krammer, med mindre man har relationer ud over det sædvanlige,« råder hun.
Sprogforsker Frans Gregersen er enig og påpeger, at det også er meget generationsbestemt, hvordan vi kommunikerer med hinanden.
»Når jeg skriver til mine studerende, så indleder jeg typisk med ’kære’ – og det er jo en anelse mere gammeldags end ’hej’. Når de studerende til gengæld skriver til mig, så bruger de ikke kære, men derimod hej, og det fortæller lidt om, at generationerne har forskelligt sprogbrug,« forklarer han.
Frans Gregersen mener, at det at skrive kære, hej, mvh eller lignende hører brevtiden til og nok vil forsvinde med årene.
»Det at man skriver hej eller kære, med venlig hilsen og så videre hører brevtiden til. Og ja, hvis vi går endnu længere tilbage, så brugte man begreber som ”allerærbødigste” eller ”med højagtelse”. Så kunne man også ligesom se, hvem der var modtager, og hvem var afsender. I dag på de digitale medier er er det jo allerede angivet, hvem der er afsender, og hvem der er modtager. Jeg tror derfor også, at den slags vil forsvinde hen over årene – og mange har allerede erstattet det med en emoji, som i dag findes i utallige udgaver,« forklarer han.
Han tilføjer, at man er bedst tjent med at sætte sig ind i, hvem modtageren er.
»Jeg synes, man skal tænke over, hvem der er modtager af ens besked og så skrive ud fra det. Når jeg skriver til en professor, som jeg ikke kender godt og skal skrive til for første gang, så skriver jeg typisk ’professor fornavn og efternavn’, for så er man ikke helt forkert på den, og så kan man altid skrive mere afslappet i den kommende korrespondance,« forklarer sprogforskeren.
Der findes, ifølge sprogforsker Frans Gregersen og rekrutteringskonsulent Marie Deleuran, ikke nogen facitliste som sådan men nærmere nogle konventioner, som man gør klogt i at følge:
- Tænk over, hvem modtageren er.
- Hvad er dit formål med at kontakte vedkommende?
- Hvad er normal kutyme i den region, du befinder dig i?
- Hvor gammel er modtageren?
- Start hellere formelt ud, og så kan du altid bløde op senere.