Da Danmark lukkede ned i foråret, forandredes verdenen og også måden, vi arbejder på, ændrede sig. Pludselig var de uformelle møder ved kaffemaskinen forsvundet, snakken i kantinen forstummet, og de fysiske møder blev erstattet af digitale møder på Zoom, Teams, Meet og andre platforme.

Men hvordan bliver man en succes i dette nye univers, hvor vilkår og forudsætninger pludselig har ændret sig?

De fleste oplever stor tilfredsstillelse ved at præstere og være en succes på arbejdspladsen, og det gælder selvfølgelig også både før, under og efter corona-pandemien. Hvis man gør det godt på sit arbejde, får man anerkendelse, adgang til forfremmelser og de sjoveste opgaver, men når vilkår og ”spilleregler” ændrer sig fra den ene dag til den anden; hvad skal man så gøre for at få succes?



Meget handler fortsat om commitment og fullfillment og om dine kompetencer, dit engagement og din personlighed, fortæller Hans Henrik Davidsen, der er rekrutteringsdirektør i Randstad.



"Det er klart, at nøglen til at lykkes og til at opnå succes grundlæggende tager afsæt i de faglige færdigheder og kompetencer. Det udgør fundamentet for at få respekt fra ledere, kolleger og kunder, men det er ikke nok i sig selv, for meget handler også om din personlighed, dit engagement og den måde, hvorpå du omgås andre mennesker på", forklarer Hans Henrik Davidsen.



Ikke mindst den daglige kollegiale sparring og dynamik har været en udfordring under Covid-19, hvor der jo i høj grad har været skruet ned for sociale aktiviteter, og hvor mange har arbejdet hjemmefra: Det betyder dog ikke, at du skal lukke for den sociale hane.



"Covid-19 har forandret den måde, langt de fleste kan gå til arbejdsopgaverne på, men det betyder ikke, at vi skal arbejde i små siloer og ikke kan hjælpe hinanden på tværs. For alle dine kolleger har også måttet vænne sig til, at alt er anderledes nu i ”the new normal”, hvor vi blandt andet lynhurtigt er blevet mere digitale og datadrevne", forklarer Hans Henrik Davidsen.



"Og når alt er nyt for de fleste, så opstår der samtidig en oplagt anledning til at hanke op i nysgerrigheden og gå på opdagelse i det nye og samtidig dele iagttagelser, nye spor, features og muligheder med dine kollegaer, som alle ikke nødvendigvis er bekendte med endnu", tilføjer han.

Efterlev retningslinjerne

Covid-19 har blandt andet betydet, at der er nye retningslinjer for vores adfærd i de fleste sammenhænge; restriktioner og anbefalinger, som vi alle naturligvis skal efterleve. Observerer du afvigelser og forglemmelser i forhold til anbefalingerne, så er du den gode og loyale kollega, når du gør opmærksom på det overfor vedkommende,- når det vel at mærke gøres med respekt og på god og konstruktiv vis.

Vær positiv 

Når alt forandrer sig ligger det indlejret i menneskets natur, at man bliver eftertænksom og nostalgisk; man har en tendens til at tænke tilbage på tidligere og mere ukomplicerede tider. Det kan afføde modvillighed i forhold til nye tiltag og regler – og her er det særligt ledelsen og dens beslutninger, der står for skud. Men husk på, at ingen har ønsket denne situation, at det hele er nyt for alle, og at vi ikke har nogen fortilfælde at læne os op ad. Det kalder på fællesskab og sammenhold.

Gå den ekstra mil 

I en klassisk sang fra 1986 synger Billy Ocean: ”When the going gets tough - the tough gets going”, og på samme måde kan de mest robuste mennesker virkelig shine lige nu. Det er meget sandsynligt, at din arbejdsplads har ekstra behov for dig lige nu og her - og for nogle handler det decideret om virksomhedens overlevelse. Virkeligheden kalder på kreativitet- og ofte nok også viljen til at gå ekstra langt på literen i en periode. Det har en positiv afsmittende virkning for dig selv, for virksomheden og for vores samfund.

Stay connected 

Mange mennesker er enten påbudt- eller opfordres til at arbejde hjemmefra lige nu og mødes kun virtuelt med kollegerne. Men det betyder jo ikke, at du ikke lige kan tage telefonen og ringe op og spørge din kollega, hvordan det går, og om der er noget, du kan hjælpe med. Behovet for sammenhængskraft og ”forbundethed” har sandsynligvis aldrig været mere udtalt.

Byd ind

Husk på, at alt er nyt for alle, og ”new ways”, forandrede processer og vores evne til at tænke alternativt i høj grad er i spil lige nu. Derfor er det også god timing, at sætte nye tanker, metoder, ideer m.fl. i spil. Sæt dig selv lidt på spil, prøv at udfordre vanetænkning og paradigmer samtidig med, at du anskuer virkeligheden fra nye vinkler og perspektiver. Hold fast i nysgerrigheden,- og del dine observationer, tanker og ideer med dine kollegaer, som uden tvivl også vil bidrage med deres refleksioner og anskuelser.

Deltag professionelt

Google Hangout, Zoom, Teams og andre digitale platforme er i endnu højere grad blev en naturlig del af vores dagligdag. Men der er også en tendens til, at nogle mennesker ikke tager de digitale møder helt så meget til sig, som de fysiske møder. Virtuelle møder ændrer ikke på det indtryk, du efterlader i forhold til at fremtræde præsentabelt og professionelt,- ligesom du med fordel kan være godt forberedt i forhold til at være bevidst og opmærksom på setting, lys, kameravinkler m.m.