Vandene er delte omkring, hvorvidt det er en god idé at have et foto på sit CV eller ej. Og det er selvfølgelig forskelligt fra modtager til modtager. Men en ting er sikkert: Hvis du vælger at vedhæfte et foto, som de fleste anbefaler, så er der nogle retningslinjer, som du bør følge.
»Min holdning er, at man bør have et foto på sit CV. Jo mere du kan give til modtageren i den anden ende desto bedre. Jeg har aldrig sorteret nogen fra på grund af et foto. Dermed ikke sagt at det er ligegyldigt, for det er det bestemt ikke! Som modtager af en ansøgning/CV er det rart at få sat billede på, hvem det er, man er i dialog med,« siger Tine Ryg Cebrian, der er HR direktør hos Randstad. Og hun påpeger samtidig, at der er meget, man kan gøre for at se præsentabel ud.
»Ligesom det er til ens fordel, at man fremsender et gennemarbejdet CV, så skal man også tænke lidt over, hvilket billede man bruger. Jeg modtager en gang imellem CV med fotos taget lige ud af ansøgerens Facebookprofil, hvor han eller hun for eksempel sidder i festligt lag. Det synes jeg sjældent, er det bedste, og når vi taler med kandidaten, giver vi også en tilbagemelding på det,« forklarer hun.
Er man i tvivl om, hvordan ens foto virker på andre, foreslår Tine Cebrian, at man søger input på nettet.
»Der findes eksempelvis photofeeler.com, hvor man uden beregning kan få evalueret sit billede. Her man kan uploade sit billede og få det vurderet inden for tre parametre: Competent, likeable og influential. Med afsæt i disse får man en indikation af, hvordan man tager sig ud på billedet og ideer til ændringer,« siger Tine Cebrian.
Tine Ryg Cebrian giver følgende råd til et godt foto:
Professionelt
Sørg for at du ser professionel ud på dit foto uden masser af flasker og fest i baggrunden. De fleste har i dag et professionelt foto på deres LinkedIn-profil. Og det er nok det, du skal vælge frem for det på Facebook, hvor du er i festligt lag med gode venner eller på ferie.
Tidsvarende
Sørg for at du ligner dig selv på billedet og ikke bruger et 10-15 år gammelt billede. Det virker uheldigt i tilfælde af, at du bliver kaldt til jobsamtale.
Når du indsætter et billede i dit CV, er det vigtigt, at du fremsender din ansøgning/CV i PDF-format. Et billede i en Word-fil kan hurtigt forskyde sig eller blive trukket i den ene ende, så du fremstår uhensigtsmæssigt.
Sparring
Spørg gerne folk i dit netværk om deres holdning til dit billede, og besøg en af de sider på nettet, hvor du vederlagsfrit kan få en objektiv vurdering af dit billede.
Kvalitet
Tænk over kvaliteten i dit billede. Sørg for at det har en ordentlig opløsning. Hvis det er muligt, så kan det måske betale sig at få en fotograf til at tage billedet. Det billede kan du helt sikkert også bruge til din Linkedin-profil. Sørg også for at billedet ikke er forvredet, så du eksempelvis bliver helt lang i ansigtet.
Sort/hvid eller farve?
Også her deles vandene. Nogle mener, farve er bedst, mens andre foretrækker et sort/hvidt billede. Jeg synes, at man skal vælge det, som man finder bedst egnet til jobbet. Det er for eksempel klart, at et sort/hvidt billede kan virke mere afdæmpet end et farveportræt. – men omvendt kan et farvefoto også fremstå mere dynamisk.