Skal du til en online jobsamtale, og har du aldrig prøvet det før? Vi har samlet en række gode råd, der kan være værd at læse, inden du møder op til dit første digitale jobinterview.
Online jobsamtaler er i de seneste år blevet en naturlig del af ansættelsesprocessen rigtig mange steder. Og selvom der er sket meget ift. digitale møder, er du måske ikke vant til en jobsamtale via din computer?
Mange af os synes, det er lidt ubehageligt og måske endda lidt skræmmende at blive interviewet via et kamera. Selvom de fleste af os efterhånden er vant til at anvende kamera i digitale møder, på sociale medier, via FaceTime og til selfies, er der stadig noget ved alvoren i at blive interviewet via kamera, der kan føles lidt ekstra uvant. Pludselig skal du eksponere dig selv på en helt anden måde, end hvad du er vant til. At få et godt resultat kommer ikke af sig selv, men med nogle enkle trin, kan du gøre oplevelsen og resultatet meget bedre.
Hvordan præsenterer jeg mig selv bedst muligt?
De af os, der foretrækker at mødes fysisk face to face, kan blive afskrækket af et online interview og gå i panik og tænke "Hvor skal jeg kigge hen?", "Hvad skal jeg gøre med mine hænder?", "Hvad er den bedste vinkel", "Hvad skal jeg have på?”.
Den gyldne regel er, at intet skal fjerne opmærksomheden fra det, du siger. Gå efter en neutral baggrund, hvor der ikke er ting, som stjæler fokus fra det, du gerne vil fortælle.
Hvis du sidder derhjemme, skal du huske, at det, der vises på kameraet, også fortæller meget om dig som person. Det samme er tilfældet, når det kommer til din tøjstil. Klæd dig passende, og som du ville gøre til et almindeligt jobinterview. Og antag ikke, at den nederste del af kroppen ikke vil kunne ses. Det kan føre til pinlige øjeblikke, hvis du skal foretage tekniske justeringer i sidste øjeblik. Så tænk på din påklædning fra top til tå, selvom det meste som udgangspunkt vil være skjult.
Hoved og skuldre i fokus
Sørg for, at dit kamera er indstillet, så man kan se hele dit ansigt og toppen af dine skuldre. Undgå at sidde og kigge op eller ned på kameraet, da det vil give en mindre flatterende vinkel, som kan virke forstyrrende i en interviewsituation.
Gør samtidig dig selv en tjeneste, og fokusér på at få den bedst mulige belysning på dit ansigt. Hvis du har prøvet at holde et virtuelt møde med én, som sad i modlys eller halvmørke, ved du præcis, hvad vi mener. Når man skal anstrenge sig for at aflæse blik og mimik går en del af dialogen tabt, og det ønsker du ikke sker til din jobsamtale. Hvis du sidder i modlys, bliver baggrunden lys, mens du selv får en mørk skygge. Sørg derfor for at vende dig mod lyskilden uden dog at blænde dig selv. Hvis du vil gøre det helt rigtigt, skal lyskilden vende mod dit ansigt i en 45 graders vinkel fra kameraet.
Dit blik og kropssprog
I endnu større omfang end i et face-face interview er det afslørende, når dit blik flakker. Øv dig derfor i at se roligt ind i kameraet, og prøv ikke at blive distraheret af noget omkring dig. Hvis du hele tiden sidder og ser ned eller rundt i rummet, fremstår du hurtigt ukoncentreret eller nervøs.
Som ved et almindeligt møde er øjenkontakt vigtigt. Se på kameraet, og undgå at sidde med bøjet hoved for at læse noter. Hvis du er afhængig af sedlerne, kan det være en god idé at sætte dem op ved siden af kameraet, så du ikke skal bøje hovedet for at se på dem. Ligesom til et face-to-face interview er det også altid en god idé at øve dine svar på forhånd, så du gør dig selv mindre afhængig af noter.
Dit kropssprog er også vigtigt, når det kommer til at engagere og kommunikere gennem en lille kameralinse. Selvom der ikke helt er samme muligheder for aktivt at bruge dit kropssprog, når du sidder bag en skærm, har det stadig stor betydning. Undgå derfor at læne dig tilbage med armene over kors. Brug i stedet dit kropssprog til at vise, at du er engageret og interesseret i det, du taler om.
Sørg for, at de tekniske ting er på plads - test applikationen
Nogle gange opstår der tekniske problemer. Måske sker det midt i dit interview. Hvis det sker, skal du sige det. Er der et problem med lyden eller billedet, kan det påvirke samtalen og det, du har at sige. Det vil de fleste kunne forstå, men det er vigtigt, at du gør opmærksom på det, så der ikke sker unødvendige misforståelser. Og når det er sagt, er det altid klogt at teste, at alt teknisk fungerer, som det skal, forud for samtalen.
Som regel har du på forhånd modtaget et link eller adgang til et program. Den enkleste form for interview er dem, der bruger standardprogrammer som Skype, Zoom, Facetime, Google Hangout eller andre programmer, du måske allerede kender. De mere avancerede løsninger kræver ofte, at du downloader et plugin eller et helt program. Under alle omstændigheder anbefaler vi, at du tester, at alt fungerer, så du ved, at det tekniske er i orden, før du skal gennemføre samtalen.
Andre tekniske forberedelser
Afhængigt af hvilken enhed du bruger, pc eller telefon, er det en idé at se på, hvilke programmer, der kører. Du vil helst ikke blive afbrudt af pop-up-vinduer fra chatprogrammer eller andre applikationer, der kan forstyrre interviewet. Afslut derfor så meget som muligt, og log ud af programmer, der kan sende advarsler. Det er heller ingen fordel, hvis pc'en starter en opdatering eller en virusscanning et par minutter før interviewet starter.
En naturlig del af forberedelserne er naturligvis også at sikre, at både mikrofon og kamera fungerer korrekt. Hvis noget ikke virker, har du måske mulighed for at låne fra en ven eller et familiemedlem?
Tjek internetforbindelsen, og læg telefonen væk
Deler du en internetforbindelse? Har du en ordentlig hastighed, og er internettet stabilt? Sørg for, at ingen andre i huset sætter sig ned for at streame en film eller et spil lige midt i interviewet. Det kan påvirke hastigheden, hvilket kan resultere i en dårlig forbindelse. Der er ikke noget mere irriterende end en hakket række af slørede billeder og fragmenteret lyd. Dette gør det svært for både dig og intervieweren at få et godt flow.
Hvis interviewet foregår via pc eller Mac, er det en god idé at lægge telefonen væk, så den ikke distraherer dig. Hvis du absolut skal have den i nærheden, så sæt den på flytilstand og sluk lyden. På samme måde bør du slukke for alle andre enheder, der på en eller anden måde kan lave distraherende lyde. Smarture, alarmer, smart højttalere og andre enheder har en tendens til at lave forstyrrende lyde, når det er allermindst relevant.
Det er som enhver anden jobsamtale
Det er også vigtigt at huske, at et online jobinterview ikke bare er en teknisk øvelse, så tjek også vores gode råd til spørgsmål til jobsamtalen generelt.
Et online interview er ligesom enhver anden jobsamtale, og der er ingen grund til at stresse over det. Alle har forståelse for, at der kan ske uforudsete ting. Den vigtigste grund til, at du skal forberede dig, er, at du slapper af og føler, at du har gjort det bedste, du kunne. Husk, at hovedårsagen til, at du er i en interviewsituation, er, at arbejdsgiveren har fundet ud af, at du har en spændende profil. Det eneste, der står mellem dig og jobbet, er, at du formår at bevise gennem interviewet, at du er mindst lige så kompetent og relevant for stillingen, som du har givet indtryk af gennem din ansøgning og dit CV. Vær dig selv - Held og lykke!