Julen og nytåret er en tid for nye begyndelser. Dagene mellem jul og nytår er for mange lig med fridage og julehygge med familien, og på trods af julestress, årsafslutninger og travlhed mange steder, er det også ofte en tid, hvor mange gør status over året, der er gået. Måske er det tid til at overveje et jobskifte? Måske er du ledig og drømmer om at komme i job i det nye år. Måske er det tid til at sætte nye mål eller søge nye udfordringer?
Ferier og tid med familien kan give tankerne om et jobskifte lov til at bundfælde sig. For nogle handler det om, at de keder sig i deres nuværende job og mangler udfordringer. For andre er det et dårligt forhold til deres chef, der får dem til at overveje nye muligheder. Og for nogle er det ganske enkelt ønsket om en ny start i det nye år, som sætter tankerne i gang. Uanset årsagen er perioder med ro og tid til eftertanke ofte en katalysator for forandring.
nye budgetter betyder nye muligheder
December markerer afslutningen på et kalenderår, men det er også en måned, der kan være fyldt med nye muligheder for dem, der overvejer at skifte job eller starte en ny karrierevej. Virksomheder bruger ofte slutningen af året på at fastlægge deres strategier og prioriteter for det næste år. Det indebærer godkendelse af budgetter, der inkluderer ressourcer til nye projekter og ansættelser.
December er derfor et spændende tidspunkt at overveje nye muligheder, da der som regel er et øget behov for kompetente medarbejdere i starten af det nye år. Mange virksomheder øger rekrutteringsindsatsen i december og januar for at sikre, at de er klar til at starte det nye år på bedste vis.
Hvis du overvejer et jobskifte, er december således en oplagt tid at opdatere dit CV og begynde at udforske dine muligheder.
refleksion: hvad drømmer du om?
Inden du begynder at skrive ansøgninger, kan det dog være en god øvelse at reflektere over, hvad du virkelig ønsker dig af dit arbejdsliv. Stil dig selv spørgsmål som:
- Hvilke opgaver giver mig energi?
- Hvad vil jeg gerne lære eller udvikle mig inden for?
- Hvordan skal mit arbejdsmiljø se ud for, at jeg trives?
- Hvilken rolle vil jeg gerne spille i en organisation?
- Hvad er det vigtigste ved et job for mig?
Skriv dine tanker ned, og brug dem som en guide til at finde jobmuligheder, der matcher dine ønsker og værdier.
brug juledagene konstruktivt
opdater dit CV og LinkedIn-profil
Brug tiden på at sikre, at dit CV og din LinkedIn-profil afspejler dine nyeste erfaringer og kompetencer. Tilføj projekter, kurser eller andre relevante aktiviteter fra det forgangne år.
aktiver dit netværk
Juleferien er en perfekt tid til at netværke og snakke med familie, venner og bekendte om dine jobmuligheder. Du ved aldrig, hvem der kender et job, der passer til dig. Send en venlig julehilsen til tidligere kolleger, forbindelser eller andre personer i dit netværk. Det kan åbne døren for nye muligheder i det nye år.
hold øje med jobportaler og virksomheders hjemmesider for nye opslag
Mange stillinger bliver slået op i januar, så vær klar til at reagere hurtigt. Lav research på virksomheder, der interesserer dig. Tjek deres karrieresider, og se, om de har ledige stillinger, der passer til dine kvalifikationer.
tænk langsigtet
Det nye år er også en mulighed for at tænke langsigtet. Hvilke færdigheder kunne du med fordel udvikle for at styrke dine karrieremuligheder? Overvej, om du skal tilmelde dig kurser eller certificeringer, der kan gøre dig endnu mere attraktiv som kandidat. Måske skal du forbedre din AI-kompetencer?
Julen og nytåret er en tid for nye begyndelser. Ferie giver tid til eftertanke og reflektion, og det er vigtigt, uanset om du er i job eller ledig. Juledagene giver dig mulighed for at reflektere over din nuværende jobsituation, karriere og dine drømme og ambitioner for det kommende år. Brug muligheden til at lægge en strategi for din jobsøgning, og giv dig selv tid til at drømme om, hvad det nye år kan bringe.
Når man har mulighed for at træde et skridt tilbage og analysere sin arbejdssituation, bliver det ofte tydeligere, hvad man ønsker sig af fremtiden. Måske er det tid til at finde et job, hvor du kan udvikle dine evner, måske har du brug for en mere stabil hverdag, eller måske er det på tide at prioritere en bedre balance mellem arbejde og fritid. Det vigtigste er at tage sig tid til at lytte til sine egne behov og handle på dem.
Vi ønsker dig en rigtig glædelig jul og et godt nyt job-år!
brug for hjælp til din ansøgning?
Målet med den gode ansøgning er at give arbejdsgiveren lyst til at møde dig ansigt til ansigt. Hvordan du gør det, er ikke raketvidenskab, men det kræver, at du kender formlen. Få hjælp af Randstads rekrutteringseksperter, og lær at skrive en god ansøgning.
få tips til din ansøgning her