Mange introverte frygter jobsamtalen og tror, at hvis man er introvert, så betyder det samtidig, at man også får svært ved at sælge sig selv i en jobsituation. Frygten er, at man på den måde kan diskvalificere sig til jobbet, men det skal man ikke være så bange for, for nogle gange er det faktisk et aktiv at være introvert, fortæller vores rekrutteringschef Jette Findt.
»Rigtig mange føler, at det er afgørende at være ekstrovert for at kommer i betragtning til et hvilket som helst job, men det er ikke korrekt, for vi kan ikke alle sammen være ekstroverte, der er behov for diversitet også i forhold til ekstrovert versus introvert,« forklarer hun.
hver fjerde økonomimedarbejder er ekstrovert
Et af de områder, hvor der er en tydelig overvægt af introverte personer i forhold til den almindelige befolkning, er inden for økonomi. En økonomimedarbejder i dag er typisk en profil, der kan lide fordybelse, og som har øje for detaljer. Men er det egentlig også ensbetydende med, at man per definition er introvert?
I en undersøgelse foretaget af Finansforbundet blandt 1276 medlemmer svarer hver fjerde person, at de i høj grad er ekstroverte og underbygger det med, at de elsker at møde ny folk.
Lidt færre, nemlig 15 pct., svarer, at de i høj grad er introverte, forstået på den måde at de først og fremmest får ny energi ved at være alene.
Mange giver samtidig udtryk for, at de ekstroverte generelt bliver anset for at være dygtigere, og at alle forventes at være ekstroverte over for kunder og ledelsen.
de introverte overses
"Den øverste ledelse har fokus på at fremme den interne konkurrence, og det betyder desværre, at vi alle skal måles på de samme – især ekstroverte – personlige egenskaber. Jeg oplever, at målet er, at alle skal være meget ekstroverte over for kunderne og ledelsen og samtidig levere kvalitet som de mest introverte," skriver en deltager i undersøgelsen.
Undersøgelsen peger desuden på et udbredt problem ved det, at der i hvert tredje team eller afdeling ikke bliver snakket om og dermed taget hensyn til forskellige personlighedstyper.
Det er desuden påfaldende, hvordan dem, der anser sig selv for at være ekstroverte, også i højere grad mener, at der bliver taget højde for personligheden hos de enkelte medarbejdere.
»Der er selvfølgelig nogle job, hvor det er en fordel at være ekstrovert. Eksempelvis hvis du har meget kundekontakt og en udadvendt funktion. Har du derimod et mere analytisk arbejdsområde, hvor det er afgørende at du kan fordybe dig i detaljer mv, kan det i mange henseender være en fordel at være introvert,« siger Jette Flindt.
»Men en undersøgelse som denne viser jo samtidig tydeligt, at der ligger en stor udfordring ude hos virksomhederne i det at identificere forskellige personlighedstræk og tage hensyn til dem, når der deles opgaver ud. Og så skal man som leder stoppe sig selv, hvis man pr. refleks altid leder efter ekstroverte personer - og huske at ikke alle skal ligne en selv,« råder Jette Flindt.