Mads Fridthjof er rekrutteringschef i Randstad og har i sin tid gennemført i hundredvis af rekrutteringer af andre mennesker. Så han kender om nogen til, hvordan man bør gøre, når man er jobsøgende. 



Meget handler om struktur, siger han - Og så om ikke at være bange for at fortælle omverden, at man er ledig.



»Jeg oplever generelt, at alt for mange kandidater er bange for at fortælle deres omgangskreds, at de er blevet ledige. Jeg tror faktisk, at de fleste igennem et arbejdsliv vil prøve at være ledig - og det er altså ikke noget at være flov over. I stedet skal man langt hellere leve efter devisen om, at: ”Når en dør lukkes, så åbnes der en ny,” fastslår Mads Fridthjof. Han tilføjer, at man dog lige skal være opmærksom på juraen i forhold til ens tidligere arbejdsgiver:

»Når man er i et ansættelsesforhold, så kan der være noget juridisk i, at man ikke må gå ud med det samme og fortælle om, at man nu er ledig – for eksempel på Linkedin. Derfor bør man altid lige cleare det med ens nuværende arbejdsgiver, inden man toner flag over for alle,« forklarer han. 

 

Men når man så får grønt lys derfra, så er det ellers bare om at sprede budskabet:

»Utroligt mange job bliver i dag aldrig slået op på jobportalerne men besættes i stedet igennem netværk. Den tendens er allerede stor nu, og det vil kun blive mere udbredt fremover. Og det ville jo være utrolig ærgerligt, hvis en potentiel virksomhed opfatter dig som drømmemedarbejderen men ikke kontakter dig, fordi det fremgår på din profil, at du er i fast og godt job. Så derfor skal du opfriske din Linkedin-profil og andre SoMe-platforme og fortælle omverden, at du er ledig og klar til at høre fra dem,« råder Mads Fridthjof.

Strukturen er afgørende

Mads Fridtjof er ikke i tvivl om, hvad han ville gøre som det første, hvis han blev ledig: »For mit vedkommende ville det selvfølgelig først og fremmest handle om, at jeg ville skulle øve mig i at sidde på den anden side af skrivebordet. Pludselig er man ikke længere den, der interviewer og udspørger - men nærmere personen i den varme stol. Og så ville jeg ellers begynde at kortlægge mit netværk i en meget struktureret form,« fortæller Mads Fridthjof.

Han forklarer, hvorfor netop struktur er af stor betydning:



»Når man går ind i en ledighedsperiode og ønsker at aktivere sit netværk, så handler det om at holde struktur på alle sine aktiviteter. Derfor ville noget af det første, jeg ville gøre, være at kortlægge min kontakter og sætte dem op i et Excel-ark. Her ville jeg begynde at ajourføre mine aktiviteter eller møder med personen, og jeg ville skrive op, hvad vi talte om, og hvad vi eventuelt efterfølgende aftalte – lidt som var det mit eget lille CRM-system, som jeg sad og arbejdede i,« forklarer Mads Fridthjof.



»Man skal være opmærksom på, at når man begynder at aktivere ens netværk enten i form af aktive jobsamtaler eller gennem lunkne kaffemøder, så opstår der uundgåeligt en bunke møder, og så gælder det om at skelne den ene person fra den anden - og ikke mindst om at gribe mulighederne når de opstår,« siger han.

Opret en profil relevante steder

»Næste step for mig ville være at oprette en profil de steder, hvor det har relevans. Jeg ville ikke sidde og bladre alle jobportalernes tusindvis af jobopslag igennem eller ukritisk oprette profiler alle vegne - for det vil være lidt som at skyde gråspurve med kanoner,« vurderer Mads Fridthjof.



»Til gengæld ville jeg henvende mig til de rekrutteringsbureauer, som arbejder med den type job, som jeg har interesse i. Og så ville jeg skabe en profil på udvalgte jobportaler, som jeg ved har fokus på de områder, som jeg gerne vil beskæftige mig med,« siger han.

 

Mads er ikke i tvivl om, hvad han ville råde sig selv til, hvis han blev jobsøgende:

  • Kortlæg og aktiver dit netværk og hold styr på det hele via noter for eksempel i et Excel-ark. Brug det som dit arbejdsdokument under hele processen
  • Arbejd på at holde så mange jobsamtaler, netværks- og kaffemøder som muligt. Husk at jo flere møder, du afholder, jo bedre bliver du også til at præsentere dig. Og det gælder særligt i forhold til, hvordan du formidler og kommunikere dine budskaber.
  • Hejs flaget på sociale medier og fortæl din omverden, at du er åben for nye muligheder. Du skal ikke være flov over at gå ledig. 
  • Opret en profil på relevante jobportaler og hos relevante rekrutteringsbureauer.
  • Og husk også at nyde tiden, for snart er du i job igen, og så tænker du nok, hvorfor du ikke nåede at nyde tiden lidt mere, da du gik ledig.