I Danmark har vi et velfungerende uddannelsessystem, der gør, at alle har mulighed for at få en uddannelse med forsørgelse fra staten. De fleste tager et arbejde i løbet af deres uddannelse, og det er også en rigtig god idé at kunne fremvise især relevant erhvervserfaring, den dag du står med dine eksamenspapirer i hånden og skal søge job.



Man taler meget om karakterer, og de er absolut også relevante - ikke mindst når du eksempelvis gennemfører en gymnasial uddannelse, hvor dine karakterer bestemmer, hvilken uddannelse du kan komme ind på. Men hvis du først er kommet videre til en enten mellemlang eller videregående uddannelse, så vil jeg klart anbefale, at du begynder at vægte relevant erhvervserfaring lige så højt,« siger chefkonsulent Lone Clark fra Randstad, som desuden anbefaler, at man opstiller en karriereplan allerede under studiet.



Mange er målrettede i forhold til hvilke moduler, de skal gennemføre på studiet, men hvis man skal stå med de bedste kort på hånden efter studiet, så bør man sideløbende også have en mini-karriereplan for, hvilke studiejobs man gerne vil forfølge hvornår og hvordan,« forklarer hun. 

salg og økonomi

Det er klart, at hvis man studerer et fag, hvor det ikke vrimler med studiejobs, så er det nemt at blive opgivende på forhånd. Men så snævert bør man ikke tænke, råder Lone Clark.



Når du står over for at skulle vælge studiejob, så synes jeg først og fremmest, at du skal se på hvilke værktøjer, du kan få gavn af senere hen på en arbejdsplads. Mange fravælger eksempelvis salg, fordi de ikke lige synes, det er noget for dem – og det er ærgerligt, for netop salg kan give dig rigtig meget,« siger Lone Clark og uddyber:



Der er salg i næsten alt, hvad vi foretager os, og så indeholder salg også meget kommunikation, og det er et uundværligt værktøj. Hvis man for eksempel gerne vil være forsker, så kan man spørge sig selv, hvad man dog skal bruge salg til i den sammenhæng – men faktisk kan du bruge det til ganske meget. I det konkrete eksempel skal man eksempelvis søge penge til sine projekter og ’sælge’ sine forskningsresultater bagefter. Et andet godt eksempel på et nyttigt værktøj er økonomi. Det er svært at gå gennem et helt arbejdsliv uden at støde på det økonomiske aspekt, og her kan et studiejob i eksempelvis et kundeservicecenter, hvor du kan rådgive om økonomi, vise sig at være ganske værdifuldt for din fremtidige karriere,« forklarer hun.

 

vær opmærksom på satserne

Når man taler Statens Uddannelsesstøtte (SU) og studiejob, er det en god idé lige at holde øje med, hvor meget du må tjene, inden du bliver trukket i SU.



Der findes en række regler og satser for, hvor meget du må tjene ved siden af din SU. Jeg vil godt anbefale, at man lige lægger vejen forbi www.su.dk, hvoraf det tydeligt fremgår, hvad dine satser og fribeløb udgør,« råder Lone Clark.