Arbejdsmarkedet forandrer sig i disse år, og måden vi arbejder på ikke mindst. Antallet af medarbejdere der modtager gulduret for 25 års lang og tro tjeneste er på tilbagetog og erstattes af den fleksible freelancer, der foretrækker et arbejdsliv med fødderne plantet under eget skrivebord – og altid på jagt efter de spændende opgaver. Men hvordan ender man som en af disse frie fugle?
Ole Christiansen er 50 år og uddannet cand.oecon. fra Aalborg Universitet.
Hans karriere begyndte i mejeribranchen og senere som EU-konsulent i Bruxelles. I 2006 fik han job i Vestas, og her var han frem til 2018, hvor han i de sidste år blandt andet varetog rollen som Director med ansvar for Global Customs Compliance.
Efter en kort afstikker til Bankdata i 2018, hvor opgaverne også var inden for compliance, valgte Ole Christiansen at begynde en karriere som freelancekonsulent.
I dag er han tilknyttet en stor energikoncern, men selv om opgaverne for en freelancer og en fastansat ligner hinanden til forveksling, er tilgangen til det daglige arbejde forskellig.
Det er klart, at når man arbejder i en tidsbegrænset konsulentrolle, så er det væsentligt anderledes, end hvis man er fastansat i virksomheden. Det er for eksempel ikke alt, du får indsigt i som freelancer, og det skal man lige vænne sig til, og så gælder det jo om hele tiden at holde sig skarp og vise sit værd over for virksomheden,« fortæller Ole Christiansen og tilføjer, at det var lidt af et tilfælde, at han selv endte med at arbejde som freelancer.
Det kom sig egentlig af, at jeg tidligere havde leget med tanken om at blive selvstændig konsulent, og da jeg så blev ledig på arbejdsmarkedet, blev det lige pludselig meget aktuelt at oprette mit eget cvr nummer. Det gjorde jeg så, og det har da helt sikkert været en øjenåbner for mig at komme ind i den verden, fortæller han.
ingen monday blues
Som freelancer gælder det om at holde sig skarp, og der er ikke noget med at blive doven og lade for lang tid gå med sniksnak ved kaffemaskinen.
Der er ikke meget monday blues over at arbejde som freelancer. For du er alt andet lige altid den første, der ryger, hvis der skal skæres ned, og det skal man selvfølgelig huske på, når man går på arbejde. Derfor gælder det også om at levere resultater hele tiden og om at være 100 procent effektiv i den tid, man er på arbejde. Man skal så vidt muligt undgå unødig spildtid. Og den dag man så forlader arbejdspladsen skal man gerne blive husket som et stort aktiv« fortæller Ole Christiansen.
mange plusser
Selv om Ole Christiansens karriere har ændret sig og kræver en ekstraordinær indsats, ser han dog også store fordele i det nye setup.
Det er klart, at når man starter som freelancer, så kræver det en ekstraordinær indsats, men der er også mange fordele. Det handler især om den fleksibilitet, man oplever som freelancer. Den frihed er helt uvurderlig, og når man først har smagt på det, så tror jeg også, det kan være svært at afgive den sidenhen,« siger han.