I de fleste virksomheder finder lønforhandlingerne sted i forbindelse med årsskiftet. Mange gange går lønmodtageren til forhandlingsbordet med skyhøje forventninger - men ender med at blive slemt skuffet, da lederen ikke kan eller vil indfri forventningerne. Men hvad kan du egentlig gøre for at komme bedst muligt ud af forhandlingen? Og har du overhovedet krav på en regulering?
»Man er som lønmodtager godt tjent med at forberede sig grundigt og ikke mindst agere hensigtsmæssigt, ligesom at man skal medtænke hele lønpakken – pension, bil, telefon med videre,« siger Hans Henrik Davidsen, som er National Director hos Randstad, og han tilføjer, at man ikke har noget krav på at blive lønreguleret:
»Mange er af den opfattelse, at de som minimum har krav på en index-reguleret lønstigning, men det er altså ikke tilfældet. Man har krav på en lønsamtale, men man har ikke nødvendigvis krav på en lønstigning, hvis man skal sige det helt firkantet,« siger han.
I forhold til forberedelsen er det afgørende, at man tager ’hele året’ med til bordet.
»Når man træder ind af døren til en lønforhandling sker der ofte det, at man kun trækker de sidste måneders resultater frem. Men det er ikke hensigtsmæssigt. Det er afgørende, at du husker at se på, hvordan du har klaret dig igennem hele året – det kan selvfølgelig være svært at huske, hvad der skete for elleve måneder siden, men derfor anbefaler jeg også altid, at man skriver sine resultater ned løbende,« råder Hans Henrik Davidsen.
Han understreger samtidig, at det er vigtigt, at man ikke udstiller sig selv, men at man altid forsøger at etablere en konstruktiv dialog.
»Nogle gange sker der det, at lønmodtageren forlader lønsamtalen skuffet, men det er vigtigt, at du ikke puster dig op og truer med bål og brand. Husk på, at personen, som du sidder over for, i mange tilfælde har fået nogle ufravigelige retningslinjer længere oppefra. Det nytter ikke at blive fornærmet og føle sig forurettet. Forsøg hellere at indgå i en konstruktiv dialog ved eksempelvis at spørge ind til, hvad skal der til for, at du kan indfri dine lønforventninger næste gang. Og spørg eventuelt ind til om der er alternative muligheder fremadrettet – for eksempel i forhold til en performance-aflønning, der er bundet konkret op på dine KPI’er,« siger Hans Henrik Davidsen.
sammenligning er godt, hvis …
Hvis du sammenligner din løn med andres, så skal du huske at tage hele lønpakken med:
»Det er naturligvis nærliggende at kigge andre over skulderen, når man skal fastsætte sin markedsværdi - eller at skele til diverse statistikker. Men du skal samtidig huske, at når du foretager en sådan sammenligning, så skal alle faktorer indgå. Hvor meget får du i arbejdsgiverbetalt pension?, har du fri bil?, får du en uddannelse?, har du mulighed for flextid? og så videre,« forklarer Hans Henrik Davidsen
gode råd til at komme bedst muligt ud af lønsamtalen
- Skriv ned i løbet af året, hvordan du har løst dine opgaver
- Sæt dig et klart mål for, hvad du vil opnå med lønsamtalen
- Øv dig i dine argumentationer og årsagerne til, at du skal have mere i løn
- Se på virksomhedens økonomi og strategi
- Prøv at høre om performanceløn (bonus) er en mulighed
- Forhør dig i dit netværk og tjek eventuelle statistikker på nettet – men…Tænk alt ind i din lønpakke: Pension, bil, uddannelse, fleksibilitet mv.
- Lad være med at blive fornærmet, hvis ikke du opnår det, du gerne vil. Spørg i stedet om hvad der skal til, for at du får en stigning næste gang.